Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Info til nye forældre

Den første tid i Studsgården

Det er en stor forandring at starte i vuggestue eller børnehave, for både forældre og børn. Derfor gør vi os umage med at give jeres barn en tryg og god start.

Garderobe

Alle børn i Studsgården har deres egen lille garderobeplads. Det får jeres barn også, og her skal I sørge for, at der altid er et ekstra sæt skiftetøj. Det bruger vi eksempelvis hvis regnpytterne en dag er for store til, at børnene kan holde sig tørre på legepladsen, eller andet, der gør det rart at få rent og tørt tøj på. Her kommer en lille pakkeliste til garderoben: 

  • Et sæt tøj (undertøj, strømper, bluse, bukser)
  • Regntøj
  • Varmt tøj, når sæsonen kræver det
  • Gummistøvler
  • Sut og sovebamse, hvis jeres barn bruger det

Når dit barn starter i vuggestue

Når I har fået en plads til jeres barn i vores vuggestue, vil I efterfølgende blive kontaktet på telefonen af den stue, hvor jeres barn skal gå. Her laver vi en aftale med jer om, hvornår I kommer den første dag, og vi udveksler forventninger og spørgsmål i forhold til indkøring. Vi anbefaler, at man som forældre sætter nogle dage af til indkøring, så der er ro til at voksne og barn, kan lære det nye sted at kende. I starten kommer I forældre med ind, og er med sammen med barnet, og gradvist øver vi sammen med barnet - og jer, at I går en lille tur, og kommer tilbage, at barnet prøver at spise med, blive puttet osv.  Præcis hvor længe indkøring tager, afhænger af det enkelte barn og faktorer omkring barnet. I kan forvente en løbende dialog under indkøringen om, hvordan det går.

Når dit barn starter i børnehave

Kommer dit barn fra vores vuggestue vil der være en naturlig overgang, hvor en voksen fra vuggestuen tager med barnet "på besøg" i børnehaven. Da vi er 1 hus, vil barnet helt naturligt have skabt en vis tilknytning til børnehaven, måske kende nogle af børnene allerede og også nogle af de voksne.

Kommer barnet fra en anden vuggestue eller dagpleje, aftaler vi besøg, og der gives mulighed for at lave en god overgang/indkøring til børnehaven. Børn er forskellige, og præcis hvor lang tid, der er brug for, afhænger af det enkelte barn. Når der starter et nyt barn i vores børnehave, taler stuens voksne med de andre børn om, at der nu starter et nyt barn, som de skal tage i mod, og vise hvor tingene er og hjælpe godt i gang. Dette er børnene rigtig gode til. Som voksne er vi særlige opmærksomme på nye børn, og på at de får en god start og tilknytning i Studsgården.

Spørg os gerne

Vi forstår, hvis I har et behov for at høre om dagens gang i både store og små detaljer. Vi bestræber os på, at give jer små fortællinger fra dagen, der er gået, men har I spørgsmål derudover, skal I endelig komme og spørge os. 

Vi vil også meget gerne høre om, hvordan barnet reagerer på starten i Studsgården, når det er hjemme ved jer.

Nogle børn suser afsted og leger dagen lang fra dag et i institutionen, men oplever til gengæld urolig søvn om natten. Dem vil vi gerne hjælpe med en ekstra rolig stund i løbet af dagen. Andre børn kan være lidt generte i institutionen, men til gengæld fortælle lange historier til jer forældre om hvad der er sjovt i vuggestuen eller børnehaven. De historier vil vi også gerne høre, så vi kan støtte op om flere af de oplevelser for jeres barn. Og andre igen, er kede af det, i deres første tid i Studsgården. Der kan det for eksempel hjælpe os at kende til trygge rutiner, som I har derhjemme. 

Vi glæder os meget til at lære jer og jeres børn at kende.