Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læreplaner og tilsyn

Læreplaner, pejlemærker og tilsyn

Nedenfor giver vi et overblik over de formelle rammer for vores arbejde med læreplaner og pejlemærker, samt et indblik i hvordan der følges op på dette via et årligt pædagogisk tilsyn. 

De Styrkede Pædagogiske Læreplaner

Alle dagtilbud i Danmark er forpligtede til at beskrive og offentliggøre:

  • Et fælles pædagogisk grundlag, der beskriver tilgangen til arbejdet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse i dagtilbud
  • Hvordan der arbejdes med at etablere et pædagogisk læringsmiljø hele dagen, f.eks. i rutinesituationer, planlagte aktiviteter og børneinitieret leg
  • Beskrivelser af de seks læreplanstemaer samt nye, brede pædagogiske mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring
  • Hvordan der arbejdes med evaluering i dagtilbuddet.

Du kan læse mere om de nye, styrkede læreplaner her

Hvis du vil læse læreplanen i sin fulde længde, er du velkommen til at kontakte os. Læreplanerne er for os i Studsgården et aktivt dokument, som vi løbende udvikler, og som er med til at kvalificere vores pædagogiske arbejde. 

Tilsyn

Der føres løbende og via et årligt besøg tilsyn med alle daginstitutioner i Københavns Kommune. Det pædagogiske tilsyn gennemføres af en pædagogisk konsulent fra Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Det er Københavns Kommunes pligt at føre tilsyn med alle kommunens dagtilbud. Tilsynet skal sørge for, at alle institutioner i Københavns Kommune fungerer godt. Tilsynet ser på dagligdagen i institutionen og på det pædagogiske arbejde med børnene.

Tilsynet består af:

  • Observation af det daglige arbejde med børnene.
  • Dialogmøde med leder og repræsentanter for medarbejdere og forældre.
  • En tilsynsrapport.

Forældrene er en vigtig medspiller i tilsynsprocessen, hvor en forældrerepræsentant fra forældrerådet inviteres til at deltage i den faglige dialog med den pædagogiske konsulent. Efterfølgende har forældrerådet mulighed for at kommentere på konsulentens tilsynsrapport før den skal offentliggøres. 

Tilsynsrapporten præsenteres og drøftes desuden som et fast punkt på det årlige forældremøde. 

Den færdige rapport ligger her på vores hjemmeside - find den i en undermenu til dette punkt. Hvis du har spørgsmål til tilsynsrapporten, er du velkommen til at kontakte vores pædagogiske ledere. 

Du kan læse mere om Københavns Kommunes tilsynskoncept her

 

Dokumenter